The Lumineers

Fredag, 9. maj 2025 - 20:00

The Lumineers indtager Royal Arena

De populære spillemænd fra Colorado spiller i den københavnske arena fredag den 9. maj 2025.

 

De startede deres musikalske rejse på små klubber og til open mic-aftener, men har nu vokset sig så store, at de spiller for udsolgte arenaer verden over. Med en række hits i bagagen er The Lumineers blevet et af de mest elskede bands på tværs af genrer, og nu indtager de Royal Arena i København med deres elskværdige folkrock.

The Lumineers brød igennem den internationale lydmur, da de i 2012 udgav hitsinglen ”Ho Hey” som den første smagsprøve på deres selvbetitlede debutalbum. Albummet blev en stor succes og indtog pladsen som #2 på Billboards 200 liste. Samtidigt blev det også gruppens indgang til hele to GRAMMY® Award-nomineringer, herunder for ’Best New Artist’.

Efterfølgeren Cleopatra gik samme sejrsgang med en #1 placering på albumhitlisten i både USA, Canada og Storbritannien og fik intet mindre end en milliard streams på Spotify for singlen ”Ophelia”.

I 2019 udgav The Lumineers deres tredje album med titlen III efterfulgt af deres fjerde plade BRIGHTSIDE fra 2022, som traditionen tro fik stor kommerciel succes med flere placeringer i Top 10 på den amerikanske albumhitliste. BRIGHTSIDE førte sidste år gruppen ud på en omfattende verdensturné, som også inkluderede et stop i et udsolgt Falkonersalen. I alt blev der solgt mere end 1,1 millioner billetter på tværs af 120 byer, 29 lande og seks kontinenter, hvilket vidner om den massive succes, spillemændene fra Denver, Colorado, har opnået.

Det er ikke bare på tværs af genrer, men også generationer, at The Lumineers har ramt en gylden åre. For på trods af de efterhånden mange år, gruppen har på bagen, oplever de lige nu stor succes på platformen TikTok og blandt de helt unge lyttere.

Over de seneste år har The Lumineers også fået stor respekt blandt deres kollegaer i musikbranchen, hvilket har ført dem til samarbejder med stjerner som P!nk, Zach Bryan, Noah Kahan og James Bay.

 

Billetsalget til koncerten starter fredag den 4. oktober klokken 10.00 via Ticketmaster.