Danish Fight Night

Lørdag, 12. oktober 2024 - 19:00

25/8: 

Sarah Mahfoud skal bokse VM-kvalifikationskamp mod den brasilianske kriger Danila Ramos

Nummer 2 og 3 på WBO’s verdensrangliste tørner sammen i et brag af en kamp den 12. oktober i Royal Arena, når Bettina Palle afholder sit 25-års jubilæumsstævne. 

Den tidligere verdensmester Sarah Mahfoud får ingen nem vej tilbage en eventuel ny VM-kamp. 

Allerede i sin første kamp efter sit VM-nederlag i Las Vegas venter nemlig den bomstærke brasilianer Danila Ramos, som er tidligere verdensmester og sidste år boksede en historisk VM-kamp mod superstjernen Amanda Serrano. Det oplyser boksepromotor Bettina Palle, som har fået kontrakten på plads efter forhandlinger med den brasilianske lejr og World Boxing Organization (WBO).

»Det er en stor satsning, for der er tale om en modstander og en kamp, som reelt er på VM-niveau. Danila Ramos kan reelt være Sarah Mahfouds hårdeste modstander nogensinde på dansk grund. På WBO’s verdensrangliste ligger de to boksere henholdsvis nummer 2 og 3 efter verdensmesteren Amanda Serrano. Nummer 1 er tyske Nina Meinke, som Sarah Mahfoud tidligere har besejret i en VM-kamp, og tyskeren er netop blevet udpeget til at bokse om IBF’s ledige VM-titel. Derfor er det reelt et opgør mellem WBO’s to højestrangerede kandidater til Amanda Serranos VM-trone. Vinderen vil rykke afgørende tæt på en ny VM-kamp, så der er kolossalt meget på spil,« siger Bettina Palle.

Kampen bokses over 10 omgange og gælder officielt WBO’s Internationale titel i fjervægt, som er en form for kvalifikationskamp til WBO’s verdensmesterskab.

Brasilianske Danila Ramos har bokset 16 kampe med 13 sejre og kun 3 nederlag, som alle var i VM-opgør. Hun er tidligere WBO interim-verdensmester. En titel hun erobrede i 2023 efter en pointsejr i Buenos Aires over argentinske Brenda Karen Carabajal, som Sarah Mahfoud ligeledes besejrede, da hun i 2020 blev IBF-verdensmester. Danila Ramos besejrede Brenda Karen Carabajal på en såkaldt split-decision, men de fleste iagttagere, inklusiv de argentinske tv-kommentatorer, havde Ramos som en klar vinder i dette opgør.

Danila Ramos tabte titlen den 27. oktober 2023 i Orlando, USA på point til superstjernen Amanda Serrano i en historisk begivenhed for kvindeboksning, idet det var første gang, at der blev bokset VM-titelkamp i de store forbund over den fulde distance (12 omgange a’ 3 minutter) ligesom herrerne.

Brasilianeren har tilnavnet ”A Guerreira” (krigeren), og det stemmer godt overens med hendes fysiske og fighterbetonede stil, der bygges op bag et stærk jab, snævre hooks og en farlig overhåndshøjre. Det bliver med andre ord en langt mere angrebsivrig modstander, som Sarah Mahfoud skal krydse handsker med sammenlignet med den mere defensive og teknisk betonede VM-modstander Skye Nicolson, som pointbesejrede Sarah Mahfoud i Las Vegas tidligere på året.

Udover WBO-titlen har Danila Ramos også været brasiliansk og senere sydamerikansk mester i professionel boksning. Hun har ligesom Sarah Mahfoud også lang amatørkarriere bag sig. Ramos er tre gange brasiliansk mester (2011, 2014 og 2016) og har vundet sølv to gange ved de samme nationale mesterskaber, inden hun i 2017 fik sin professionelle debut.

Sarah Mahfoud, som var IBF-verdensmester fra 2020 til 2022, jagter en ny VM-kamp i fjervægt i et af de fire store VM-forbund. Vægtklassen har været domineret af Amanda Serrano i de seneste år, men der er opbrud og nye verdensmestre på vej, og opgøret den 12. oktober vil rykke vinderen afgørende tæt på en ny VM-chance.

Danish Fight Night afvikles som bekendt i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena med godt udsyn fra alle pladser, og billetter er allerede sat til salg via Ticketmaster.

Boksegallaen markerer, at det nu er 25 år siden, at Bettina Palle arrangerede sit første boksestævne, hvilket vil blive fejret på behørig vis den pågældende aften. Der forventes i alt 8-9 professionelle boksekampe på programmet.

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Bettina Palle fejrer 25-års jubilæum som boksepromotor med ny stor boksevent i Royal Arena

Boksefans kan godt begynde at glæde sig og kan allerede nu sætte kryds i kalenderen til det næste store boksestævne på dansk grund.

Der er nemlig lagt op til endnu en fantastisk boksefest i Royal Arena lørdag den 12. oktober 2024, når boksepromotor Bettina Palle arrangerer Danish Fight Night i den smukke arena i København.

Begivenheden i Royal Arena markerer samtidig, at det nu er 25 år siden, at Bettina Palle arrangerede sit første boksestævne, hvilket vil blive fejret på behørig vis den pågældende aften.

»Der er sket en masse spændende i de forgangne år, og boksning er en meget stor del af mit liv. Stævnet finder sted samme måned, som da jeg debuterede som boksepromotor for 25 år siden. Det er en fantastisk sport, som taler til noget dybt i mennesket og spiller på en masse fundamentale følelser: Der er masser af dramatik i ringen og meget på spil for bokserne personligt, og det vil jeg meget gerne fejre det hele med et boksestævne med den nye generation af danske boksere på vej frem,« siger Bettina Palle, som den kommende tid vil løfte sløret for, hvem der skal i aktion på dette boksestævne.

Efter at have hjulpet sin far med det praktiske i en del år, fik Bettina Palle sine egne manager- og promotorlicenser i 1998 og begyndte at skrive kontrakter med sine første boksere. Det var dog først i oktober 1999, altså for snart 25 år siden, at hun i den gamle KB-Hallen arrangerede sit første boksestævne som promotor med sin far Mogens Palle i en mere tilbagetrukken rolle som matchmaker.

Det blev en stor succes i en udsolgt arena, og Ekstra Bladets rubrik hed kort og godt ”Verdensklasse” i beskrivelsen af europamesteren Johnny Bredahl, som i hovedkampen udraderede englænderen Paul Lloyd i en EM-match. Derudover var der kampe med Brian Nielsen, Frank Olsen, Thomas Damgaard, Mads Larsen, Tue Bjørn Thomsen, Steffen Nørskov, Simon Lundt Hansen, Sengul Ocokcu og Ole Klemetsen.

Herefter fulgte nogle hæsblæsende år på den helt store scene, og Bettina Palle var aktiv som stævnearrangør til og med 2011. Hendes far gjorde som bekendt overraskende comeback i december 2015 med Danish Fight Night-konceptet, inden han trak sig tilbage kort før sin død i 2022. Bettina Palle kom inden da igen til at spille en større rolle i kulissen, og da Mogens Palle døde i august 2022, traf hun en afgørende beslutning om at føre projektet videre på egen hånd. 

Det skete med et boksestævne i Musikteatret Albertslund med titlen ”En ny begyndelse”, og derefter fulgte fem boksestævner i Royal Arena. Bettina Palle og Royal Arena indgik nemlig i 2023 et samarbejde, der sigter på at løfte dansk professionel boksning til samme høje niveau, som den legendariske promoter Mogens Palle realiserede gennem mange årtier. Ved det seneste stævne før sommerferien boksede Dina Thorslund eksempelvis i hovedkampen om VM-titlerne hos WBC og WBO og besejrede tyrkiske Seren Cetin efter en dramatisk og seværdig kamp.

Danish Fight Night den 12. oktober afvikles som bekendt i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena med godt udsyn fra alle pladser, og billetter vil blive sat til salg via Ticketmaster,  fredag den 5.juli kl. 10:00